Mottaker: | SUSANNA IBSEN |
Datering: | 28. juli 1884 |
Sted: | GOSSENSASS |
Avansert visning | Innstillinger for teksten | Nedlastinger | ||||||||||||
|
| xml, pdf, epub, kindle | ||||||||||||
Om verket | ||||||||||||||
Les mer om brevene |
Kære Suzannah!
Den nyeste efterretning, jeg indtil nu har modtaget fra eder, er telegrammet, der melder bestigningen af Nordkap. Det ankom hid mandagen den 21de, kl: lidt over 3 om eftermiddagen. Dit seneste brev fra Trondhjem, hvori meldes afrejsen nordover, er ligeledes kommet mig i hænde; men fra den tid af har jeg ingen anelse om hvor I opholder eder og hvor I færdes. Jeg vil håbe at tilbagerejsen fra Nordkap er gåt heldigt og kunde nok have lyst til at høre lidt nærmere om denne tur, hvis kostbarhed i første øjeblik overraskede mig. I dit brev skriver du nemlig «billetten koster i alt for hver person 20050 kroner», – altså for eder begge lidt over ti tusend «norske speciedaler». Jeg antager imidlertid at I er sluppet en hel del billigere fra det og glæder mig på eders vegne over at I har fåt se alle de nordlige egne, – forhåbentlig uden eftersmæk af nogen sygdom.
I mit forrige brev, til Sigurd, fortalte jeg om haglvejret og oversvømmelsen. Det første har ikke voldt så megen skade fordi de uhyre haggel kun falder spredt og ikke i tætte masser som ved et almindeligt uvejr. Men vandflommen har raset forfærdeligt mellem
Brenner og
Sterzing. Hele underetagen af værtshuset i
Pontigel blev begravet under dynd, mudder og store stenmasser; konen, som var alene hjemme da flommen kom, måtte flygte op i overetagen, og kunde først hen imod aften reddes ud derfra gennem et vindu. Hele landevejen nede ved
Ried og sagværket er bortreven, og hvor den før gik, der går elven nu; her er kommet hundreder af arbejdere, som holder på at udbedre skaden; men dertil vil hele måneder gå med, og ingeniørerne
beregner omkostningerne mellem Sterzing og Brenner til henimod 100,000 gulden.
Vejret har, siden jeg sidst skrev, været temmelig regnfuldt og koldt. Køligt er det fremdeles; men her blæser nu endelig idag en ren nordenvind og luften er klar; sne er faldet temmelig langt nede i fjeldene; og da plejer jo vejret her gerne at bedre sig.
Hele Gossensass er overfyldt af fremmede; nyankomne, som der ikke er værelser for, må jævnlig overnatte i spisesalen. Blandt skandinaverne er nu, foruden de tidligere omskrevne, også maleren
Sinding med frue og søn kommet hid, og Ravnkilde taler om danske damer, som ventes.
Gerichtsrath May
med familje måtte ty op til Brenner bad fordi her ikke var plads.
Dr: Schäffer, som var her forrige år, kom igår og beder hilse Sigurd; han er nu privatdocent i München. En Wiener literat er her også, dr:
Siegmund Lipiner, Reichsrathsbibliothekar, som har skrevet en lang afhandling over «Peer Gynt»; han var henrykt over at træffe mig; det er en meget elskværdig hjertelig
personlighed, kanske noget «überschwänglich»;
hans unge frue, som ledsager ham, er meget smuk og intelligent.
Det er næsten utroligt, hvilket indtryk «Gespenster» må have gjort i Tyskland, efter alt, hvad jeg hører her. Grønvold fortæller at det samme var tilfældet i München.
Igår blev der forordnet 5 dages karantæne i
Ala for alle rejsende, som agter sig til Italien, skønt der jo ikke er spor af kolera i Østerrig. Men det er vel passanter fra Frankrig, som man frygter. Her antager man at foranstaltningen snart vil blive ophævet. –
Netop som jeg sidder og skriver disse linjer modtager jeg Sigurds brev fra Tromsø, hvilket glædede mig meget. Jeg håber at i dette øjeblik et nyt brev er undervejs til mig, hvoraf jeg kan erfare noget nærmere. Jeg kan af Sigurds brev forstå at opturen har været morsom og glæder mig meget til engang mundtlig at få høre ret udførligt derom.
At mine breve kommer eder sent ihænde er rimeligt; men så længe I ikke har noget fast standkvarter er den nuværende forsendelsesmåde ved Lund den eneste mulige. Mange, mange hilsener til dig og Sigurd fra eders hengivne
Henrik Ibsen.